Brug bomme med omtanke
Bomme kan bruges i træningen af vores heste, både ved jordarbejde, longering og ridning.
De kan bruges til forbedring af hestens bevægelse (biomekanik), til omkodning af hestens mentale tilstand, i forbindelse med springning og til at styre efter. Bomme er et fantastisk redskab til mange ting, samtidig mener jeg vi skal bruge dem med omtanke.
Det gør jeg fordi, at det ikke nødvendigvis får hesten til at bevæge sig bedre, eller bruge sin ryg mere, fordi den går over en bom. I nogle tilfælde sker det modsatte.
Hvis hesten har en fysisk spænding i kroppen, er skæv, ubalanceret eller af anden årsag bruger sig asymmetrisk, og vi sender den over en eller flere bomme, vil vi meget let kunne komme til at træne uønsket bevægelse og hesten øver sig i og bliver bedre til at bevæge sig uhensigtsmæssigt.
Når jeg skriver øver sig i denne sammenhæng, tænker jeg primært på hestens muskelhukommelse… Når hesten har bevæget sig på en bestemt måde gennem længere tid, er det den bevægelse musklerne formår og ”husker”, og på den måde bliver det som med alt andet træning, at det vi øver os i, bliver vi gode til.
Så det handler om at vi lægger bommene på en måde, og med en afstand som tilgodeser den enkelte hests behov.
Og at vi er bevidste om, hvorfor vi bruger bomme og hvad vi gerne vil opnå med det.
Brug af bomme til bedre biomekanik
Skridt eller travbomme er gode til at skabe flow i bevægelsen. Start gerne med en enkelt bom, senere to, tre ect… Kig på hesten, det skal se let og blødt ud, når den går hen over bommen(e). Rytmen skal flyde og afstanden af bommene skal ligge så det er lettest for hesten at gå afspændt og rytmisk. At hesten er afspændt og i balance, er en forudsætning for bevægelse og et løft af ryggen.
Afstanden og højden på bommene kan varieres, alt efter om vi ønsker at hesten tager lidt længere skridt eller lidt højere skridt. Det kan være et enkelt ben som har brug for et stræk eller et løft, og så gælder det om at være kreativ med bommenes placering.
Vigtigst er det at kvaliteten af de skridt hesten går, er gode.
Bomme på en lige linje kan også bruges til at træne os selv og hesten i at kunne gå/ride helt lige – det er faktisk sværere end man umiddelbart forstiller sig, og er en rigtig god balance øvelse.
Er hesten stram i skuldrene, eller på indersiden af låret ect. kan rolige bevidste tråd på tværs af en bom være en meget effektiv øvelse.
Brug af bomme til at finde traven hos den islandske hest
Jeg oplever at vores pasbundne islandske heste, finder traven, når overlinien bliver afspændt og hesten finder balancen. Grisepas er ”bare” et symptom på en ubalance i hestens krop.
Jeg bruger oftest først bommene, når hesten har fundet traven (i longen), og så bruger jeg bommene til at forbedre hestens balance*, så den bliver endnu bedre til at holde traven, og får et bedre svævemoment. *Hestens balance forbedres fordi hesten skal balancere på 2 eller 3 ben lidt længere tid i bevægelsen, når den skal løfte benene for at komme over bommen – lidt ligesom når vi skal stå på eet ben.
Lige når bommene kobles på, kan det forstyrre hestens balance, så den falder ud af traven, så det handler om at introducere bommene gradvist og hjælpe hesten til bevare roen.
Man kan også bruge bommene til at ”forstyrre” hestens balance, så den ved et tilfælde falder i trav i stedet for at gå grisepas. Også her kan bygges flere bomme på, så afstanden passer, når hesten er helt komfortabel med bommene og på den måde kan man få hesten til at tage flere travtrin - neuro ”banerne” for trav er åbne, og det bliver lettere for hesten at finde traven næste gang.
Brug af bomme til at skabe retning
Jeg bruger typisk bomme til at skabe en retning for mine unge heste – både i longen og når jeg rider.
Fx, lægger jeg gerne en bom på tværs i hjørnet, hvis hesten har det med at glide ud af hjørnet. Jeg bruger også bomme til at ”markere” sporet. Hestene lærer ret hurtigt at gå uden om eller mellem bommene og på den måde er det en hjælp til hesten, både når den skal lære at gøre volten større i longen og når vi træner drej på den uerfarne hest.
Randi galopperer her på Batmand en af de første gange.
Bommene bruges til at skabe retning, så det bliver lettere at komme rundt på volten.....
Brug af bomme i forbindelse med springning
Ligesom vi kan forbedre hestens måde at bevæge sig på, når vi rider dressur og gangartsklasser, kan vi også forbedre hestens måde at springe, og måde at komme til og fra springet på. Det som hesten gør med sin krop i luften, er det samme som den gør på jorden. Så når vi ændrer noget på jorden, ændrer det sig med i luften.
En galop bom foran springet kan hjælpe hesten til at få afsæt på samlede bagben og til at få den helt rigtige afstand til springet. En trav bom foran springet kan ligeledes hjælpe til at få den rigtige afstand til springet. Afstanden på bommene/springene varieres alt efter om vi ønsker hesten skal galopere/springe mere opad eller mere fremad. Det samme gælder bomme som placeres bag ved springet – nogle gange har vi brug for at hesten strækker sig og tænker lidt fremad efter springet og andre gange at den holder tyngdepunktet længere tilbage i landingen.
Bomme kan bruges i mange andre sammenhænge og på andre måder også. Dem jeg har beskrevet her, er blot dem jeg bruger mest.
Måske du sidder en med helt vildt god ide eller et spørgsmål, og i så fald er du velkommen til at skrive en kommentar til indlægget her eller på Facebook.
Hvis du vil lære mere om, hvordan vi griber det an hos os, og hvordan du kan gøre det i praksis, er du velkommen på vores workshops. Vi afholder jævnligt både endagskurser og weekendarrangementer med forskellige emner - se her hvornår vi holder noget næste gang.
Du kan også holde øje med Dagmars Hestetræning på Facebook - her slår vi vores arrangementer op som begivenheder.